Igår lavede jeg en gammel traver Forloren hare.

Opskriften finder du her men da jeg lavede det 1. indlæg, blev den lavet i ovn.
Denne gang viser jeg den lavet på grill.
Jeg lavede også en enkelt ændring.
I stedet for rasp tilsatte jeg fuldkorns couscous.
Jeg vælger derfor at ligge opskriften over i dette indlæg også, så du ikke skal ligge og suse fra det ene indlæg til det andet.
Rækker til 3-4 personer.
250 gram hakket oksekød
250 gram hakket svinekød
1½ tsk salt
1 æg
1 lille løg
½ dl couscous + kogende vand så cous cous lige er dækket.
½ dl madlavningsfløde
4 enebær
blade af en frisk kvist timian eller 1 tsk tørret
1 kvist rosmarin.
evt et par blade salvie
Knap ½ tsk frisk kværnet peber
Lidt fedtstof til fadet.
8 skiver bacon
1 laurbærblad
1½ dl mælk
3½ dl vildtfond/bouillon, ( har du ikke det kan du bruge okse,svine eller grøntsags bouillon)
Sovs til at hælde over haren
25 gram smør/margarine
2 spsk hvedemel
Væden fra fadet med kødet.( husk, at si det først)
½ dl piskefløde/ eller madlavningsfløde
1½ spsk ribsgele
20 gram blåskimmelost ( kan undværes, men så skal du reducere i mængden af ribsgele)
Salt, peber.
Start med at hælde kogende vand på couscousen.
Stil det til side og rør kødet sejt med saltet.
Kom derefter ægget i.
Pil løget og riv det på et rivejern.
Rør nu revet løg og madlavningsfløde i farsen.
Knus enebærene i en morter, eller lille kaffekværn, og tilsæt det sammen med timian, rosmarin, evt salvie og frisk kværnet peber.
Og kom slutteligt den opløste couscous i farsen….. skulle gerne være kølet væsentligt ned på dette tidspunkt.
Rør farsen godt igennem, og lad den gerne hvile 20 minutter.
Tænd grill og sæt temperaturen til 225 grader indirekte varme.
Form farsen til et brød og læg den i et smurt fad.
Læg bacon over farsen, og sæt fadet i grillen på indirekte varme.
Er din grill med støbejerns rist, så lav afskærmning inden du stiller fadet på grillen, og sikre dig at afskærmningen har nået ønsket temperatur, inden du sætter fadet på.
Her var det håndskåret hjemmelavet bacon, så stykkerne blev liiidt tykke 🙂
Brun farsbrødet af i 20/ 25 minutter:
Skru nu ned på 180 grader og hæld mælk og bouillon omkring farsbrødet, og læg laurbærbladet ved, grill videre i ca 20 minutter.
Derefter tages fadet ud af grillen og væden hældes i en skål, via en sigte.
MEN SLUK IKKE GRILLEN, KØDET SKAL PÅ IGEN
Nu skal sovsen laves
Smelt smørret i en lille gryde og kom melet i.
Bag det op og spæd væden fra farsen i, til du har en jævn og glat sovs.
Tilsæt fløde, ribsgele og blåskimmelost.
Smag den til med salt og peber.
Den må meget gerne smage lidt sødligt og krydret.
Hæld så sovsen over selve farsen og videre rundt om den, så den nærmest “svømmer”.
Sæt derefter fadet i grillen igen i 20 minutter.
Øs sovs over kødet flere gange undervejs. Husk at lukke låget på hver gang du har hældt sovs over.
Sluk grillen og tag fadet ud.
Igår blev det serveret med ingefærglaserede rødbeder jeg fandt opskiften i alle aarstidernes livretter
Så for at undgå krav omkring rettigheder, vælger jeg at lave henvisningen til linket.
Men her et par billeder fra min portion.
Ps jeg ventede med at hælde vand på, indtil eddiken ( brugte æblecider eddike) var næsten “slugt” og gav dem generelt lidt lavere varme, så processen tog ca 15 minutter og gjorde dem liiidt blødere end i den oprindelige opskrift.
Jeg lavede dem så de stod færdige da jeg skulle lave sovs til den forlorne hare, og da jeg havde lavet dem i en støbejernsgryde holdt de sig varme, da jeg lagde låg på og lod dem stå på komfuret mens kødet blev færdigt på grillen.
Og de går rigtig godt til forloren hare, 😀

Ville egentlig have lavet kartoffelmos til, som jeg plejer, men Søren ville gerne have hele kartofler til ,og helt ærligt, så smager det lige så godt 😉
Jeg slutter med lidt billeder af min tallerken














