Nu nærmer Påsken sig og denne tærte er et super alternativ til frokostbordet.
Men den kan også “bare” bruges som middags menu.
Server den med en god salat til.
Lav også gerne en karry dressing til at komme oven på tærten.
Dressingen rører du blot sammen af cremefraiche 18 % lidt karry, salt og peber, og en anelse citronsaft.
Smag dig frem.
Som tærtebund kan du evt bruge en butterdejsbund, men denne hjemmelavede tærtebund fylder lidt mere i maven.
2½ dl hvede mel (vil du have en grovere tærte, så brug 100 gram hvedemel og 50 gram grahamsmel)
1/4 tsk fint salt
75 gram koldt smør skåret ud i mindre stykker.
1 æggeblomme
2 spsk kold vand.
I hånden:
Kom mel og salt i en skål.
Kom smøret du har skåret i mindre stykker i, og hak det ind i melet med en kniv til det ligner revet ost.
Kom æggeblomme og vand i og ælt det forsigtigt sammen med hænderne.
Lad være med at ælte for længe, for dejen må ikke blive varm.
Med en foodprocesser:
Kom mel og salt i en skål, og smørret du har skåret i mindre stykker i maskinen.
Kør til det hele ligner smulder.
Tilsæt æggeblomme og vand og rør til det begynder at samle sig.
Tag det ud af maskinen og ælt det hurtigt færdigt sammen uden at ælte for længe, for dejen må ikke blive varm.
Fælles for begge metoder
Tryk dejkuglen lidt flad og kom wita wrap omkring.
Stil den i køleskab 1 times tid eller mere.
Jeg bruger citygrillen til at lave tærter på.
Jeg vender tragten til direkte og damper fisken på grillen ved 150 grader.
Damp ca 400 gram lakseside eller filet i enten 1-2 dl vand eller hvidvin i 5-8 minutter. Den må ikke blive tør i kødet.

Min fik lige en anelse Steve Raichlen Java. Ikke at det er et must, men det går godt til laks.

I mens laksen køler lidt af rulles dejen ud i ca ½ cm tykkelse ( passer til en 24 cm springform) og formen beklædes.
Prik huller i dejen med en gaffel
Grillens tragt vendes nu til indirekte, og tærtebunden forbages i 10 minutter ved 225 grader.
Mens bunden hygger sig i grillen er det tid at lave fyldet.
Fjern evt skind på laksestykket og hak det ud med en gaffel
Find en mellem stor skål og pisk følgende ingredienser sammen med en gaffel
2 dl kaffefløde 9%
2 spsk citronsaft
2 hele æg
5 spsk hakket persille
½ tsk salt
frisk kværnet peber
1 knsp cayennepeber
Bland det ituhakkede laks i.
Fordel fyldet i tærtebunden.
Bages ca 30 minutter ved 200 grader på indirekte varme.

Skal den bruges som hovedret, er der til 3-4 personer (hvis du laver tilbehør)
Til frokost bordet kan den skæres ud i 6 stk
Du kan også bruge ørred i stedet for laks.








